Jeg tror en del af mig altid vil være en smule ked af det; det ligger som en rød tråd igennem hele mit væsen. Ikke fordi det er sundt når tristheden fylder det hele, men det er behageligt med en selvgenkendelse i melankolien.
Det er svært at sætte ord på, men det er hver eneste sang og film og bog og digt og kunstværk der får dig til at føle så voldsomt at det næsten ikke er til at bære, det er søvnløse nætter, det er Sisyfos der skal skubbe den fucking sten for evigt, det er utallige lægebesøg og blodprøver, det er kolde hænder og hovedpine, det er frustration der æder dig op, det er følelsen af at vågne med et tungt hjerte, det er en rastløshed så dybt inde der ikke kan sættes ord på, det er længslen efter noget mere end bare dette, det er ikke at kunne trække vejret i måneder, det er en paralyserende dødsangst, det er følelsen af at det aldrig bliver sommer igen, som om tiden bare er vand der løber gennem fingrene, det er en overvældende fornemmelse af katastrofe, det er din krop der går i opløsning i badekarret, det er tanken om at eksistere og være til uden at være i kontrol, det er følelsen af at være ved at briste, det er når du aldrig har været så ulykkelig nogensinde før, det er solen der er på vej ned og det bliver sværere og sværere ikke at græde i bussen på vej hjem, det er ønsket om at blive set, det er frygten for at det hele skal blive skidt igen, og det er tanken om at du har overlevet hver eneste fucking skod-dag du nogensinde har haft.
Tingene kunne være værre for mig, og det er jeg glad for de ikke er.
